
Fællesudstilling med titlen ”No Body Is An Island”
Her var mit bidrag “Ø-formede” keramiske skåle, hvor jeg arbejdede med idéen om at farver påvirker hinanden – at hver farve har en identitet i kraft af de farver, der er omkring. På samme måde som mennesker også påvirkes og er afhængige af mennesker omkring en…
Min arbejdstitel blev derfor:“ITTEN” eller “It’s All About Colours”.
Maleren og kunstpædagogen Johannes Itten (1888-1967) taler i sin farvelære om farverne, der forholder sig til hinanden, om de indbyrdes kontraster og farvevirkninger.
I projektet arbejder jeg med keramiske farver og tilføjer flere dimensioner som taktilitet og 3-dimensionelle former.
For at skabe en underliggende rytme som baggrund for forskellige farveklange, skaber jeg serier af identiske objekter med små formmæssige variationer, der også giver en umærkelig bevægelse i sammenstillingen.
Hver serie består af en række skålformer i råbrændt genbrugsler. Hver især er belagt i et ensartet format med kombinationer af 3 indfarvede glasurer… Jeg undersøger betydningen af proportioner og formater ved at lade de forskellige serier have forskellige størrelser og former.

Projektbeskrivelse ”No Body Is An Island”
Den dansk-tyske kunstnergruppe, “Den Bevægede Kuffert” afholdt en uges symposium den 15. – 22. juni 2025 i omgivelserne omkring Mia Sloth Møllers og Fabian Voglers atelierer på Møn.
Symposiet afsluttedes med en gruppeudstilling i galleri “HEARTSPACE MØN” samme sted.
Gruppens kunstneriske profil tæller billedkunstnere, keramikere, skulptører, smykkekunstnere, pilefletter og grafiker. Under symposierne fokuseres der dog ofte på installationer, konceptuelle værker, performance, eksperimenter med skala, teknikker eller værktøj. De syv tyske og seks danske kunstnere inviterer hvert år en eller to gæstekunstnere med til årets symposium.
Det er gruppens 13. symposium, der denne gang har temaet “No Body Is An Island”. Med temaet søges der spejlinger og fortolkninger af det faktum, at gruppen arbejder og bor sammen i et lille landsbysamfund på en mindre ø under symposiet. Samtidig kan det lægge op til en refleksion over den måde, som gruppen lever og ånder – fællesskab, hjælpsomhed, faglig sparring og udvikling er essentielle ingredienser. Endelig kan det også ses som en bredere, samfundskritisk kommentar til den stærkt individualiserede tid, vi lever i, og som gruppens medlemmer nødvendigvis også agerer i eller på trods af.
Symposiet foldede sig denne gang ud hos billedkunstner og gruppemedlem Mia Sloth Møller, som sammen med skulptør og medlem Fabian Vogler har etableret galleri “HEARTSPACE MØN” på Møn. Gruppen arbejdede tillige sammen om et land-art fællesværket “Verdens Navle” i pil og ler, der nu står permanent placeret på arealet ved galleriet.
Traditionen tro inviteredes publikum til at opleve ugens arbejdende værksteder, der kulminerede i udstillingsåbning for alle interesserede lørdag den 21.6.2025. Udstillingen var åben en måned herefter.
Målet var en produktiv uge med ny viden, fordybelse og faglig sparring for kunstnerne, der sammen skaber en samlet udstilling med såvel medbragte værker som værker skabt på og til stedet. Publikum oplevede eksperimenterende håndværk og kunst, som giver nyt syn på traditionelle metoder, udtryksformer og fællesskab.
Tak til alle gæster, der besøgte de arbejdende værksteder under symposiet og til alle der deltog i ferniseringen lørdag d. 21. juni.
Speciel tak til Ole Eskling @ole_eskling_klap_hesten for at holde en dedikeret og bevægende tale til ferniseringen..
Tak til Min Købmand Kalvehave for sponsorering af fernisering.
Tak til Vordingborg Kommune @vordingborgkommune for støtte til fællesværket “Verdens Navle”
Tak til Kulturministeriet i Kiel for støtte til afholdelse af symposium og udstilling.
Læs mere om vores historie her: bak-sh.de/projekte
Og følg vores gruppes arbejde her: @themovingsuitcase_

NoBodyIsAnIsland_5917

NoBodyIsAnIsland_5000

NoBodyIsAnIsland_5747
