Workshop: Keramiske Glasurer

På et to-dages kursus 22/11 og 6/12 arbejder vi med glasurprøver og tester farve- og materialerækker og snakker en masse teori.

Derudover kan vi aftale hvilke praktiske glaseringsemner, der skal gennemgås på kursets anden del.

Kurset er et todageskursus med 14 dage i mellem, så de fremstillede prøver kan blive brændt. Hver deltager får et sæt af prøver med hjem – og får alle slides tilsendt som PDF.

Pris: DKK: 1360,-

Dato:
1. del: Søndag d. 22. november kl 13 – 17
2. del: Søndag d. 6. december kl 13 – 17

Tilmelding: send en mail snarest muligt til:  mail@tinesecher.dk  

Sted: Tine Sechers keramikværksted, Kunstnerfløjen, Annebergparken 35, stuen th., 4500 Nykøbing Sj.
Tag tøj på, der kan tåle at blive lidt beskidt, hvis uheldet er ude – og gerne lidt ekstra varmt tøj, da huset kan være lidt koldt… Medbring gerne madpakke til pausen. Der er kaffe og the.

Indhold:
Første del af kurset består i en introduktion til en enkel metode til udvikling af glasurer og undersøgelse af materialer og farvestoffer. Metoden afprøves herefter i praksis under vejledning. Desuden vil der være en kort teoretisk indføring i, hvad keramik og glasurer er. Kurset indbefatter arbejdet med forglødede prøveemner i stentøj, en neutral grundglasur samt forskellige typer iblandingsmaterialer.

Anden del er et opfølgende kursus. I mellemtiden er prøverne brændt og resultaterne gennemgås.
Der knyttes mere teori på – herunder brændingsprocesser, glasurtyper mm. Desuden introduceres til hensigtsmæssige glaseringsteknikker i praksis og sikkerhed i arbejdet. Vi kan herudover komme ind på emner som opblanding af større mængder glasurer, glaseringsfejl mm efter ønske.

Underviser: Workshoppen afholdes af keramiker Tine Secher, der har værksted og butik i Kunstnerfløjen i Anneberg Kulturpark. Tine er uddannet på Danmarks Designskole i 1997 og har skabt en niche i arbejdet med keramiske flader, glasurer og farver. Desuden har hun en efteruddannelse i computergrafik, som hun har undervist i sideløbende med arbejdet på sit eget keramiske værksted.