
“It’s All About Colours”
Soloudstilling i “Det gule galleri”, Kunstnerfløjen, Anneberg Kulturpark d. 7. marts – 26. april 2026.
Velkommen til fernisering på udstillingen “It’s All About Colours” lørdag d. 7. marts kl 14-15.
Åbningstider alle lørdage og søndage kl. 11-16 samt i Påsken d. 30. marts – 3. april.
Projektet har fokus på farver i keramikken, og vises i en levende udstilling, hvor nye værker kan komme til undervejs.
Maleren og kunstpædagogen Johannes Itten (1888-1967) taler i sin farvelære om farverne, der forholder sig til hinanden, om de indbyrdes kontraster og farvevirkninger.
I projektet arbejder jeg med keramiske farver og tilføjer flere dimensioner som taktilitet og 3-dimensionelle former.
For at skabe en underliggende rytme som baggrund for forskellige farveklange, skaber jeg serier af identiske keramiske objekter med små formmæssige variationer, der også giver en umærkelig bevægelse i sammenstillingen.
Hver serie består af en række skålformer i råbrændt genbrugsler. Hver især er belagt i et ensartet format med kombinationer af 3 indfarvede glasurer… Jeg undersøger betydningen af proportioner og formater ved at lade de forskellige serier have forskellige størrelser og former.